Previous page

NYHEDSBREV 6/2003


Særnummer: Fransk beskatning af danske pensioner  
 
Indenfor de sidste par måneder har man kunnet læse indtil flere artikler om det angiveligt skrøbelige underlag for den lempelige franske beskatning af danske pensioner. Der er bl.a. blevet henvist til en mulig genforhandling af den dansk-franske dobbeltbeskatnings-overenskomst og den forestående franske pensionsreform.
 
Da disse forhold har betydning for mange af de, som enten overvejer at flytte til Frankrig for at nyde et givetvis velfortjent otium eller som allerede har fast bopæl i Frankrig, finder vi det betimeligt, at situationen opsummeres så faktuelt og præcist som muligt.
 
Hvad angår genforhandlingen, har man dog ikke fremlagt dokumentation for, at denne skulle være forestående, nært eller fjernt. Vi modtager gerne henvendelser fra vore kære læsere, som eventuelt måtte have oplysninger herom.
 
For så vidt angår den franske pensionsreform, har det hidtil været vanskeligt at få indsigt i dennes konsekvens for beskatningen af danske pensioner. I relation til ratepensioner, har en artikel af 12/05-2003 i Jyllandsposten rådet bod herpå:
 
FRANSK SKAT ER FORTSAT LAVERE
Danske pensionister vil også i fremtiden kunne spare penge i skat ved at flytte til Frankrig, fastslår en dansk skatterådgiver i Sydfrankrig.
 
Ifølge Ole Arenholdt Pedersens beregninger vil skatten i Frankrig rigtig nok stige markant efter den ventede vedtagelse af en pensionsreform, men det vil i første omgang mest gå ud over høje pensioner. 

»Det er ikke så slemt, som det lyder. I første omgang vil reformen mest kunne mærkes af de folk, der bor hernede, og som er vant til at betale en lav skat. For de danskere, der flytter herned, og som er vant til at betale halvdelen i skat i Danmark, vil det stadig være væsentligt billigere,« siger Ole Arenholdt Pedersen.
 
Den danske skatterådgiver har regnet ud, at et sambeskattet ægtepar med en 10-årig ratepension efter reformen skal betale 8,1 pct. i skat af udbetalinger på op til 300.000 kr. mod 6,7 pct. i dag. For pensioner på 700.000 kr. skal ægteparret betale 19,4 pct. mod 11,9 i dag, og for udbetalinger på op til 900.000 kr. skal der fremover betales 23 pct. i skat mod 13,7 pct. i dag. Først herefter træder den franske marginalskat på 50 pct. i kraft.
 
Enlige pensionister betaler noget mere. Før reformen betalte en enlig 10,9 pct. for en ratepension på 300.000 kr., 14,5 pct. for beløb op til 500.000 kr. og 18,9 pct. for 900.000 kr. Satserne stiger ifølge skatterådgiverens beregninger efter reformen til henholdsvis 16,2 pct., 23,5 pct. og 31 pct.
 
Hertil skal lægges en lovpligtig fransk sygesikring på omkring 8 pct. af den skattepligtige indtægt. Denne udgift kan pensionister over 65 år dog slippe for, fordi de ifølge EU's regler har ret til at flytte den danske sygesikring med til udlandet. Pensionister er heller ikke omfattet af andre sociale skatter, som almindelige franske lønmodtagere betaler.
(Jørgen Ullerup. Gengivet med tilladelse fra Jyllandsposten. )
 
Frankrig er IKKE et skattely, men som vi selv i mange år har anført på vor hjemmeside, "...er den udbredte opfattelse om lav(ere) skat generelt set korrekt, og dersom man drager omsorg på forhånd at tilrettelægge sine indtægts - og skatteforhold optimalt, hersker der ingen tvivl om, at flertallet af danskere i Frankrig vil kunne råde over en større disponibel indkomst..." 

Der bliver sagt og skrevet meget om skat i Frankrig, og selv store pengeinstitutter og skatterådgivere citeres i ellers lødige dagblade for i forbindelse med (tit) overtegnede seminarer at have nævnt étcifrede skatteprocenter. Derfor: Søg altid kvalificeret rådgivning i relation til tilrettelæggelsen af pensionsforhold og et eventuelt otium i Frankrig, samt ikke mindst i forbindelse med selvangivelse i Frankrig af den danske pensionsindtægt.

SCANAZUR henviser gerne - uden beregning - til erfaren og kvalificeret rådgivning.
 
 

Name: *
Email: *
  Sign-up   Unsubscribe
*) Field is required
Top of page